Organisk Minimalisme

E-IMG_0378 Organisk Minimalisme

Vera Rahbek er organisk minimalist, kolorist og formalist. Hendes billeder kombinerer geometrisk strenghed med kunstnerisk klarhed, lethed og legesyge.

Og dog, i baggrunden af de skarpe geometrier og de klare, farverige overflader lever der en dyb og organisk fornemmelse af at høre til. En sans for de indre vækst- og tilblivelsesprocesser, som former vores verden indefra og ud.

Den sikre fornemmelse for geometrisk forenkling peger i retning af genrer som minimalisme og neoplasticisme. Men hvor de abstrakte pionerer, såsom Kandinsky, Piet Mondrian og andre, arbejdede med perfektionen af linjer og overflader, der tager Vera Rahbek sit udgangspunkt i cirklen og spiralen.

Her, såvel som i hendes drift imod det åndelige, symbolske og organiske, kan man finde et endnu nærmere slægtskab hos en anden af de abstrakte pionerer, nemlig Hilma af Klint.

Vera Rahbek tager sit udgangspunkt i naturen og dens dybdevirkninger. Al skabelse udfolder sig i geometriske mønstre, som lader sig iagttage, indoptage og genskabe. Ud fra sin sikre sans for de indre vækstprocesser i naturen nærmer hun sig den rendyrkede abstraktion. Eller hun benytter den frie leg med passer og lineal til at gribe livets ufattelige overflod i flugten.

Når man tegner en cirkel, og tilføjer en ny cirkel med samme diameter på omkredsen af den første, og ser hvordan to nye cirkler viser sig i skæringspunkterne imellem de første, så er det som at iagttage den celle, der deler sig under et mikroskop. Ud fra denne simple stamcelleformering kan der opstå en hel række distinkte former: en hudcelle, en bladcelle, en løgkuppel, et åndefang.

Gennem den skarpt aftegnede formalisme fremtræder overraskende elementer af figuration og symbolik. De samme simple former går igen i et utal af former, farver og mønstre. At fordybe sig i hendes billeder er som træde dybt ind i planten, stenen, kroppen, og iagttage, hvordan de usynlige mønstre bliver gjort synlige i jord, vand, vind og ild.

Den tilsyneladende ensformige repetition tillader sanserne at ekspandere i selvforglemmelse. Man træder ud af tingsverdenen og ind i tidens flygtige element, hvor formerne toner frem igennem en overflod af rytmer, ekkoer og forplantninger.

Ved et lidt nærmere eftersyn begynder de stive og åbenlyse former ligesom at vibrere indefra. Mønstre, linjer og hjælpestreger antager deres eget liv. Billederne bliver til lydbilleder, fornemmelsen af ord og musik, der forplanter sig igennem levende materialer. Man indser, at der er meget mere på færde end blot et overfladisk spil med geometrier og optiske illusioner.

Der er noget magisk over den måde, hvorpå det endelige lader sig uendeliggøre og det uendelige endeliggøre i kraft af tallene. Det er de uendelige gentagelser og kombinationsmuligheder, der forvandler disse tilsyneladende så enkle farvelagte former til levende symboler.

Enkelheden i mangfoldigheden opvækker en sjælden fornemmelse af forbundethed og fællesskab, som ellers ofte går tabt i den moderne tilstand. Den splintrede moderne verden forekommer pludselig genforbundet. På en legende yndefuld og ubesværet måde er sammenhængen blevet genoprettet. Måske er det i virkeligheden den største kunstnerisk bedrift. Langt større end kritikkens blotte bekræftelse tingenes forstyrrede tilstand.

I visse sjældne tilfælde kan en tilsyneladende lethed være et tegn på stor dybde. I den forstand er Vera Rahbek noget af en sjælden fugl, der på sin helt egen fine måde udfordrer grænserne på den moderne kunstcene.

At turde fremstå enkel, glad og opret i en verden så kroget og medtaget som denne er ingen enkel kunst. Dem, der blot opfatter hendes farverigdom som tegn på en letkøbt optimisme, går fejl af dybden i hendes anliggende og sveden i hendes bestræbelser. Og dem der opfatter hendes geometriske stringens som udtryk for en slags førmoderne formalisme, går fejl af den hårdt tilkæmpede suverænitet, det stærke element af frihed og individualtet, der lyser ud af hendes kunst.

Ethvert af Vera Rahbeks arbejder er en bevidst manifestation af teknemmelighed imod det vibrerende hele, som vi alle tilhører. Hun er hverken blind for eller forfalden til de sorger, afgrunde og paradokser, som menneskelivet rummer. Men hun angriber dem blidt og yndefuldt – ja endog humoristisk, idet hun henviser dem til en dybere forståelse og en bedre skæbne.

Uffe Jonas, ph.d. 

Det er en Tommelise-oplevelse, ligesom at blive formindsket eller forstørret. Man oplever pludselig at kunne træde midt ind i alting: den menneskelige krop, vanddråben, cellen, universet, og opleve deres tilblivelse indefra, imens den foregår.