Kejseren og Hanen

Kejseren af Kina besluttede en dag, at han ville have et billede af en hane. Sammen med sit store følge begav han sig på rejse til rigets største kunstner, og bad ham om at male et billede af en hane. Den store kunstner sagde naturligvis ja til opgaven, og bad kejseren komme igen om et år for at hente billedet.

Kejseren drog afsted, og et år senere vendte han spændt tilbage for at hente sit billede. “Desværre”, siger kunstneren, “dit hanebillede er endnu ikke færdigt. Kejseren må komme  tilbage om et år.” Næste år var billedet stadig ikke blevet færdigt, og kejeren måtte igen drage hjem uden sin hane.

Endnu et år senere var kejseren sammen med sit store følge igen på vej til kunstneren. Han var nu i rigtig dårligt humør. Der er grænser for, hvad en kejser skal finde sig i. Selv fra en stor kunstner, der ansås for at være et guddommeligt redskab. Da kejseren ankom blev han modtaget med ordene: “Ja, nu er Kejserens hane færdig”.

Kunstneren lagde et stort stykke papir frem på bordet, tog sin pensel og dyppede den, hvorefter han i én enkelt elegant bevægelse malede en hane, smukkere og med flottere strøg end nogen hane, man før havde set: “Værsågod”!

Nu brød kejserens ulmende vrede ud i fuld lue. Han rejste sig i al sin vælde og anklagede kunstneren for den lange ventetid. Hvorfor skulle han vente så længe, når det i virkeligheden kun tog et øjeblik at male billedet. Kunstneren vinkede kejseren hen til en dør, som han åbnede. Rummet var helt fyldt med stabler af papir, hver og en et studium i, hvordan man tegner en hane.